Vi udnytter skævhederne på de nye markeder
Obligationskurser, valutakurser og kreditspænd bevæger sig mere på de nye markeder end i de traditionelle økonomier. Det resulterer ofte i prismæssige skævheder, men kurserne finder over tid tilbage til deres fundamentale ligevægtskurser, som bliver bestemt ud fra økonomiernes tilstand, landenes langsigtede reformretning og det politiske miljø. De skævheder forsøger vi at udnytte.
Vurdering af potentialet
Vi vurderer løbende den politiske situation, da den er essentiel for vurderingen af potentialet på de nye markeder. Økonomiernes tilstand bestemmes af politikernes vilje til og mulighed for at skabe optimale økonomiske rammer og dermed udvikle landene i en stabil og positiv retning. Juridiske rammer og regulativer for regeringsledelse, herunder graden af korruption, er på sigt altafgørende for landenes økonomiske potentiale, mens sociale faktorer som ytringsfrihed og politiske rettigheder er afgørende for den politiske stabilitet.
Disse faktorer er afgørende for landenes potentielle vækst og for at skabe øget velstand og livskvalitet for landets indbyggere og virksomheder. Gode økonomiske rammer skaber langsigtede gode historier, animerer til at investere og tiltrækker derudover vigtige investeringer fra udlandet. Et godt investeringsklima er en stor del af den gode historie og dermed kilde til positive afkast.
Jagten på de gode historier
I jagten på de gode historier og dermed lande, der bevæger sig i den rigtige retning, anvender vi kvantitative modeller og værktøjer til at sortere, screene og skabe overblik over den økonomiske og finansielle udvikling.
Disse data vurderes op imod niveauet på:
- landenes lokale obligationer
- valutaernes værdi
- kreditspændet
Det essentielle er hele tiden, om vi bliver betalt tilstrækkeligt for at påtage os risikoen.
Output fra værktøjerne renses for subjektivitet og anvendes som input og støtteredskaber. Vi kombinerer output med dybdegående og kvalitative landeanalyser og får dermed en holdning til og en investeringscase på de enkelte lande. Til slut vurderer vi, om investeringscasen passer ind i den samlede ønskede porteføljeprofil og risiko.
Udvælgelsen gør forskellen
Overordnet ønsker vi en neutral global risikoeksponering, hvor det ikke er udviklingen i fx amerikanske renter, olieprisen eller EUR/USD, der er afgørende for afkastet i afdelingerne. Det er udvælgelse af lande, valutaer og obligationer på de nye markeder, der skal generere afdelingernes afkast.