Afkastoverblik januar 2019

08.02.2019

Nyheder

Amerikansk centralbank (Fed) i centrum i januar

  • Den amerikanske centralbank (Fed) fastholdt som ventet renten på 2,25 – 2,5 % på januars møde, men signalerede også, at renten kan blive uændret i en periode. Meldingen gav aktierne et ekstra løft og trykkede renterne i USA. Fed venter ganske vist stadig solid vækst, et stærkt arbejdsmarked og en inflation omkring målsætningen på 2%. Det taler for yderligere renteforhøjelser. Men Fed er også blevet ekstra bekymrede for afmatningen i den globale økonomi, med svagere vækst i Euroland og Kina, Brexit samt aktiekursfaldene i slutningen af 2018. Denne bekymring betyder, at de vil være tålmodige med at hæve renten, indtil der er bedre overblik over de nye risici. Dermed følger Fed den historiske skabelon i forbindelse med uro på finansielle markeder.

Recessionsfrygt sat på standby

  • Kombinationen af en solid jobvækst og stærke lønstigninger tegnede et positivt billede af stemningen i de amerikanske virksomheder og af udsigterne for det vigtige privatforbrug. Der var ingen aktuelle tegn på afmatning i væksten, hvilket var med til at dæmpe frygten hos investorerne for en forestående amerikansk recession. Samtidig var der mere forsonlige toner i de kinesisk-amerikanske handelsforhandlinger. Den amerikanske handelsminister Wilbur Ross udtalte blandt andet, at selvom parterne aktuelt er langt fra hinanden, ser han gode muligheder for en aftale. Våbenhvilen udløber d. 1. marts, men han ser det ikke som en hård deadline, så længe der er fremdrift i forhandlingerne.

Brexit problemer og indenlandsk politisk fnidder i USA blev håndteret

  • Januar var en hård måned for den britiske premierminister Theresa May. Hun fik afvist sin Brexit-plan, overlevede dog en mistillidsafstemning, men er blevet sendt tilbage til forhandlingsbordet med et EU, der som udgangspunkt ikke synes at være villige til at give køb på noget. En af de kritiske hurdler er stadig den irske grænse. Trods store kvaler og store potentielle økonomiske konsekvenser lod finansmarkederne dog til at tage Brexit med ro. Det samme gjaldt for lukning af dele af det amerikanske statsapparat. Trods det, at der var tale om den længste nedlukning i historien, så tog markederne det med ro – og sidst på måneden kom en midlertidig aftale på plads.

Markedsafkast

Stærkt comeback til verdens aktiemarkeder i januar

  • Verdens aktiemarkeder oplevede et stærkt comeback i januar med en stigning på mere end 7%, efter at have taget imod tørre tæsk i december 2018. Et comeback, der resulterede i, at tabene fra december næsten blev hentet. Kilden til stigningerne var bl.a. dæmpet frygt for recession, idet der var nye håb om en løsning af handelskrigen mellem USA og Kina – samt en hjælpende hånd fra Fed. Det betød, at det især var de konjunkturfølsomme aktier, der nød godt af investorernes interesse. Eksempelvis inden for energi og forbrugsgoder. Denne efterspørgsel kombineret med en generel større risikoappetit betød desuden, at verdens nye aktiemarkeder klarede sig bedst, tæt forfulgt af USA.

Lavere økonomisk vækst samt faldende inflationsforventninger gav faldende renter

  • Det faldende renteniveau fra december fortsatte i årets første måned. Det skyldtes bl.a. skuffende nøgletal fra de europæiske økonomier. Det fik ECB til at ændre retorikken på sit seneste møde. Fra at se et nogenlunde balanceret vækstbillede, anerkender centralbanken nu, at risikoen for en lavere vækst er dominerende. I USA opleves ligeledes en vis vækstnedgang, og der er nu ikke længere indregnet et yderligere renteforhøjelser fra FED i 2019. Det lavere renteniveau har betydet, at den 30-årige realkreditobligation med en kuponrente på 2% blev  handlet over kurs 100, og det er derfor ikke længere muligt at få nye lånetilbud i denne obligationsserie. Det samme gør sig gældende for den 20-årige obligation med en kuponrente på 1,5%. Udenlandske investorers interesse for de danske realkreditobligationer er fortsat stor, og udenlandske investorer ejer nu 32% af de konverterbare obligationer.
  • Nye Obligationsmarkeder med eksponering i lokalvalutaer oplevede noget af et comeback i januar 2019 efter et meget svært og udfordrende 2018. Afkastet endte over 5%. En noget mere afdæmpet amerikanske centralbank samt opsparede kontantbeholdninger understøttede aktivklassen, og investorerne har efter en lang pause igen sendt midler til de nye markeder. Nye obligationsmarkeder i ekstern gæld oplevede et lignende billede med et afkast på mere end 4%. Der var fornyet risikoappetit, hvor Sydafrika, Tyrkiet og Argentina samt Venezuela og en del andre høj-betalande stod øverst på indkøbslisten.     
  • På markederne for virksomhedsobligationer startede 2019 med spændudvidelser drevet af massive nyudstedelser, der kom meget billigt til markedet. Stemningen vendte dog relativt hurtigt på alle finansielle markeder efter positive nyheder omkring den amerikanske-kinesiske handelsaftale og beroligende udmeldinger fra ECB og FED. Derfor endte både de højt ratede og de højtforrentede virksomhedsobligationer med at levere positive afkast i januar.

 

 

Vigtig information
Tidligere afkast og kursudvikling kan ikke anvendes som pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. Afkast og/eller kursudvikling kan blive negativ. Ingen oplysninger heri skal opfattes som investeringsrådgivning, og inden køb eller salg bør egen investerings- og skatterådgiver altid kontaktes.