Markedsudvikling – 1. kvt. 2023
21.04.2023
Trods uro på udvalgte banker, høj inflation og højere renter fra centralbankerne kom de finansielle markeder afkastmæssigt flot igennem årets første tre måneder, hvor der var positive afkast på de fleste aktivklasser – herunder danske stats- og realkreditobligationer og globale aktier i danske kroner.
Kvartalet vil først og fremmest blive husket for de negative overskrifter og markedsuro relateret til kollapset i de amerikanske banker Silicon Valley Bank og Signature Bank samt schweiziske Credit Suisse i løbet af marts.
Myndighederne i både USA og Schweiz har dog været hurtige til at iværksætte tiltag for at inddæmme og stabilisere situationen. Aktiemarkedet har da også rettet sig pænt efterfølgende.
Markedsuroen medførte, at renterne faldt mærkbart tilbage i løbet af marts til glæde for obligationsmarkedet og det selvom både den amerikanske, europæiske og danske centralbank i marts valgte at sætte renten yderligere op som led i bekæmpelse af et fortsat højt inflationsniveau.
Faldende inflation har dog fået de finansielle markeder til at øjne en pause i rentestigningerne fra centralbankerne, hvilket på den korte bane kan lette noget af det pres, der har været med til at tynge aktie- og obligationsmarkedet gennem 2022.
Figur 1: Udvikling i aktier og obligationer i 2023.
