Afkastoverblik – marts 2022

07.04.2022

To temaer har været de store samtale emner på de finansielle markeder i marts måned.

Det første er naturligvis krigen i Ukraine. For de finansielle markeder betyder krigen et forhøjet geopolitisk risikoniveau. Med andre ord er markederne fokuseret på, hvorvidt konflikten har risiko for at brede sig til andre lande – og naturligvis specielt lande, som er medlem af NATO. For de finansielle markeder ville det være skrækscenariet. Derudover betyder konflikten et opadgående pres på flere råvarer (naturligvis specielt olie og naturgas, men også flere metaller). Det kommer på et tidspunkt, hvor flere vestlige lande allerede kæmper med, at begrænse tendensen til stigende priser på flere niveauer. I begyndelsen af marts, hvor den russiske krigsmaskine tromlede afsted, var den geopolitiske risiko kraftigt stigende og presset stort på råvarerne (olie prisen var en overgang i 130 USD pr. tønde). Men i takt med at de ukrainske styrker holdt stand, og forskellige fredsforhandlinger blev annoncereret, er risikoniveauet faldet igen. Det har medført stigende risikovillighed blandt investorerne og faldende råvarepriser.

Det andet store tema har været amerikansk pengepolitik. Centralbanken (FED) hævede som forventet renten med 25 bp. på mødet d. 16. marts. Men nok så vigtigt signalerede banken fortsat en meget hård tone omkring behovet for yderligere stramninger på de kommende møder. Derfor forventer markedet nu, at FED hæver renten mere end 8 gange i løbet af i år (figur 1), hvilket er 2 gange mere end før mødet d. 16. Det har naturligvis medført en stort pres på specielt den korte rente, som i løbet af måneden er steget med over 100 bp. (2 år stat). Det har fået den konsekvens, at de korte renter nu handler på et højere niveau end de lange 10 årige renter, hvilket historisk har været et tegn på svagere økonomisk vækst fremadrettet.



Aktivklasseafkast
Efter en svær start på marts vendte aktierne rundt, og sluttede måneden med positive afkast. På grund af trusler om sanktioner, øget regulering og nyt udbrud af COVID-19 havde specielt kinesiske aktier dog en svær måned, hvilket betød at nye aktiemarkeder som helhed oplevede et nyt fald i marts.
De stigende renter ramte bredt ind på alle renterelaterede produkter, som over en bred kam oplevede fald i løbet af måneden.
Vores alternative investeringer havde en rigtig fin måned – specielt båret af strategierne som investerer i markedstrends.

Aktuelt
Krigens grusomhed og de menneskelige rædsler i kølvandet herpå er fortsat uformindsket i marts måned. Det kan virke koldt og kynisk, men de finansielle markeder har altid svært ved at fastholde fokus med mindre der sker en fortsat eskalering af begivenhederne. Det er der ikke sket siden medio marts, og derfor er krigen i højere grad trådt i baggrunden på markederne.



 

Vigtig information
Tidligere afkast og kursudvikling kan ikke anvendes som pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. Afkast og/eller kursudvikling kan blive negativ. Ingen oplysninger heri skal opfattes som investeringsrådgivning, og inden køb eller salg bør egen investerings- og skatterådgiver altid kontaktes.