Afkastoverblik juli 2021

26.08.2021

Nyheder

Juli blev overordnet set en god måned for investorer på de finansielle markeder på trods af en minikorrektion midtvejs i måneden. Således er det nu så lang tid siden, at vi har haft en aktiekorrektion på mere end 5%, at det er en af de længste perioder de seneste 100 år. Der var ellers nok af fokusområder, som kunne sætte en stopper for fremgangen på aktiemarkederne, men de meget positive regnskaber for 2. kvartal vidner om, at selskaberne er kommet stærkt igennem Corona-udfordringerne og fortsat tjener rigtig gode penge – også bedre end de fleste analytikere havde forventet.

Obligationsrenterne er fortsat nedad (figur 1) og fortæller en helt anden historie end aktiemarkedet, og tager i højere grad højde for de mere negative nyheder, og en forventning om at væksten har toppet for denne gang. Delta-varianten spøger fortsat i Corona-sagaen, og derudover er der stadig problemer i forsyningskæderne, hvilket skaber flaskehalsproblemer indenfor visse brancher. 


Figur 1: 10-årig amerikanske rente


Kilde: Bloomberg


Dertil har det kinesiske styre oprustet i forhold til regulering af de private virksomheder, hvor man ønsker at begrænse udlandets finansielle indflydelse, hvilket er gået hårdt ud over kinesiske aktier generelt og særligt virksomheder indenfor IT og uddannelse. Kinesiske aktier udgør næsten en tredjedel af Nye Aktiemarkeder, og faldet på ca 10%  for kinesiske aktier i juli har naturligvis haft negativ indflydelse på afkastet for det samlede indeks, der ender med et fald på godt 5%.

De faldende renter har desuden medført, at de defensive aktiesektorer som sundhed, telekommunikation og ejendomsaktier generelt har gjort det bedre i juli end flere af de øvrige sektorer – særligt ift. valueaktier, der normalt nyder godt af tro på stærk vækst og stigende renter.

Aktivklasseafkast

Igen en måned med positive afkast på de fleste aktivklasser i porteføljerne og bedste afkast skulle igen findes på de globale aktiemarkeder (eks. Nye aktiemarkeder) med en stigning på knap 2%, og vi er nu samlet for året oppe på næsten 19%. Bortset fra Nye Obligationsmarkeder i lokalvaluta oplevede højrenteobligationerne også positive afkast. Baggrunden er de faldende renter og den fortsatte appetit på risiko blandt investorerne. Samme faktorer har medført positive afkast i juli for vores beholdning af realkreditobligationer, der dog endnu ikke er i plus på året på grund af de stigende renter i starten af 2021.




 

Vigtig information
Tidligere afkast og kursudvikling kan ikke anvendes som pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. Afkast og/eller kursudvikling kan blive negativ. Ingen oplysninger heri skal opfattes som investeringsrådgivning, og inden køb eller salg bør egen investerings- og skatterådgiver altid kontaktes.