Afkastoverblik november 2018

07.12.2018

Nyheder

Regnskabssæson viste gode takter igen

  • Verdens selskaber har været igennem endnu en regnskabssæson og virksomhederne synes generelt at være i god gænge. Med skattenedsættelser i ryggen tog de amerikanske virksomheder endnu en gang førertrøjen med en indtjeningsfremgang (EPS) på 27% ift. samme periode året før. Det højeste niveau siden 2010. Europas virksomheder leverede en fremgang på 10% ift. året før, hvilket er positivt, men lavere end forventningerne op til regnskabssæsonen.

Midlertidig våbenhvile i handelskrigen mellem USA og Kina

  • Allersidst på måneden – i forbindelse med det afholdte G20-topmøde i Buenos Aires – afholdt den amerikanske og kinesiske præsident et bilateralt møde, hvor det blev aftalt at udskyde toldforhøjelsen, som Donald Trump tidligere havde annonceret. Aftalen løber i 90 dage, og de to landes præsidenter vil bruge tiden på at finde en varig løsning. Allerede op til mødet var der forhåbninger om en løsning, og det gavnede især de asiatiske markeder.

Olieprisen under pres

  • Olieprisen faldt mere end 20% i november og nåede det laveste niveau siden efteråret 2017. Donald Trump lagde verbalt pres på især Saudi Arabien for at holde produktionen oppe. Samtidig var der i sidste halvdel af november signaler om lavere efterspørgsel i form af svagere økonomiske nøgletal. Faldende oliepris gav medvind til flere af verdens nye aktiemarkeder.

Europæiske udfordringer fortsætter

  • Europa var igen i november præget af udfordringer – fra svage økonomiske erhvervs- og forbrugsbarometre til fortsat uenighed omkring italiensk budget og Brexit-aftale, som den britiske premierminister Theresa May har sit hyr med at få igennem det hjemlige parlament. Desuden vil Spanien gerne blande sig i forhold til Gibraltar.

Markedsafkast

Rebound på verdens nye aktiemarkeder

  • Verdens nye aktiemarkeder oplevede et comeback i november, hvor de steg 4,23% i gennemsnit, målt i danske kroner. Det var især Kina og Indien, der bidrog hertil. Kina nød godt af udsigten til de lempeligere forhold for private virksomheder, som den kinesiske regering annoncerede i slutningen af oktober. Derudover nød markedet godt af udsigten til neddrosling af handelskrigen med USA – en forhåbning, som blev en realitet allersidst på måneden. USA klarede sig også fint – på baggrund af en god regnskabssæson, og fordi især amerikanske sundhedspleje-aktier steg i kølvandet på midtvejsvalget, hvor demokraterne genvandt flertallet i Repræsentanternes Hus. Til gengæld var energisektoren i modvind og faldt ca. 3,5% som en konsekvens af en stærkt faldende oliepris i løbet af november.

Fortsat faldende renter i november

  • På trods af udsigterne til ophør af ECBs opkøbsprogrammer var renteniveauet let faldende i november. Usikkerhedsfaktorerne omkring Italien, Brexit samt handelskrig var da også fortsat til stede. Samtidig har de seneste måneders faldende oliepriser betydet faldende inflationsforventninger, hvilket gør det vanskeligt for ECB at hæve renterne. Som følge at det faldende renteniveau gav langt de fleste danske obligationer positive afkast i november.
  • Afkastene på de nye obligationsmarkeder var mere blandede. Nye obligationsmarkeder i lokalvaluta fik et flot comeback og gav i november et afkast på mere end 2%. De bedste lande var Tyrkiet og Sydafrika med afkast på hhv. 16% og 10%. Begge lande nød godt af faldende amerikanske renter og en faldende oliepris. Modsat var afkastet på kernevalutaudstedelserne negative med omkring 1%. Her gik den faldende oliepris hårdt ud over olieproducerende lande som Venezuela og flere afrikanske lande.
  • På markederne for virksomhedsobligationer har temaerne været Brexit og handelskrig. Samtidig er der kommet øget fokus på gældsætningen i specielt amerikanske selskaber. En lang række selskaber har tilbagekøbt aktier og udstedt obligationer i stedet. Den øgede gældsætning kan blive problematisk på længere sigt. Samlet har afkastene været negative for såvel de højt- som lavt ratede obligationer.

Se alle afdelinger

 

Vigtig information
Tidligere afkast og kursudvikling kan ikke anvendes som pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. Afkast og/eller kursudvikling kan blive negativ. Ingen oplysninger heri skal opfattes som investeringsrådgivning, og inden køb eller salg bør egen investerings- og skatterådgiver altid kontaktes.