Afkastoverblik februar 2021

12.03.2021

Nyheder

Ekspansive signaler fra den amerikanske centralbank, FED

Den amerikanske centralbankchef Jerome Powell såvel som en række øvrige medlemmer af FED’s rentebesluttende komité,  FOMC, har i løbet af februar verbalt bakket op om en ekspansiv rentepolitik. Flere medlemmer kommenterede på, at stigende lange amerikanske renter er et signal om bedring i økonomien, men at inflationen langt fra er på et niveau, der giver anledning til, at FED skal i gang med at hæve deres korte renter. Samtidig blev det signaleret, at støtteopkøb af rentebærende papirer vil fortsætte i hvert fald året ud.

Amerikansk præsident og finansminister talte om ny stimulipakke

Både den amerikanske præsident Joe Biden og den amerikanske finansminister, tidligere centralbankchef Janet Yellen, har i løbet af februar talt for yderligere stimulation af amerikansk økonomi – oveni i de allerede gennemførte hjælpepakker. Ønsket om yderligere finanspolitisk ekspansion er kommet til trods for, at de seneste økonomiske nøgletal fra USA har vist stærk fremgang i både privatforbrug og konjunkturbarometre – dog stærkt støttet af den udbetalte stimuluscheck.

Kraftige olieprisstigninger i febraur

Olieprisen fik et stærkt rygstød i februar – godt hjulpet på vej af en voldsom snestorm i Texas, der lukkede olieproduktionen i området. Det gav et ekstra skub til en oliepris, der i forvejen blev undersøttet af forbedrede vækstudsigter. Til trods for en 18% stigning i løbet af februar er olien dog kun tilbage på niveauet fra januar sidste år – altså olieprisniveauet umiddelbart før Corona tog pusten fra den økonomiske vækst.

Corona-pandemien tog stadig overskrifter

Corona pandemien fortsatte med at tage overskrifter i løbet af februar, mens indflydelsen på finansmarkederne syntes mere afdæmpet. Det kom sig sandsynligvis af, at nyhederne fra den front var en pose blandede bosljer. På den ene side var vaccine-udrulningen godt i gang i flere lande og smittetallene for nedadgående i bl.a. USA. På den anden side lurede nyheder om mutationer og vaccine-forsinkelser, mens vaccineringerne er gået trægt i bl.a. Kontinentaleuropa. Samlet var billedet dog, at pandemien var fornuftigt under kontrol.

Markedsafkast

Gode økonomiske nøgletal og stærk opbakning fra både den amerikanske centralbank og den amerikanske centraladministration, gav medvind til aktiemarkederne – herunder især til de konjunkturfølsomme sektorer og finanssektoren, mens aktier, der typisk ses som et alternativ til obligationer, fik en hård medfart af de stigende lange renter. Det gik især ud over forsyningsselskaberne, mens månedens vindere blev finans og energi. Bankerne har typisk gavn af de stigende renter, mens energiaktierne nød godt af en kraftigt stigende oliepris. Både USA, Europa og Japan oplevede en god måned, mens verdens nye aktiemarkeder, der i år indtil nu har været blandt investorernes yndlinge, ikke kunne følge med i februar.

På det danske obligationsmarked fortsatte tendensen med stigende renter i februar – og med noget større styrke. Det højere renteniveau skyldtes en tro på en økonomisk comeback, når vaccinationerne er gennemført. Det stigende renteniveau har haft en markant negativ indvirkning på det danske obligationsmarked. Værst er det gået med de konverterbare realkreditobligationer. Det stigende renteniveau har betydet en væsentlig forøgelse af kursfølsomheden, hvilket markedet har haft svært ved at absorbere. Samtidig har udstedelsen af konverterbare obligationer fortsat været høj, hvilket givetvis kan tilskrives den høje aktivitet på boligmarkedet. I starten af måneden foregik den 30-årige realkreditfinansiering i 0,5% obligationer. Dette skiftede ultimo måneden til 1,5% obligationer, der kortvarigt blev handlet til kurser under 100. Kurserne på de meste følsomme konverterbare obligationer faldt i februar op mod 4 kurspoint.

De nye obligationsmarkeder kan godt leve med stigende amerikanske renter, men hvis det sker i et højt tempo, sender det ofte dønninger rundt i markedet. Frygt for stigende finansieringsrenter for landene og frygt for flugt fra aktivklassen drev stemningen. Indtil videre har det øget renterne på de nye markeder, men kreditspændet er i gennemsnit kun udvidet med 0,10 procentpoint i februar. På lokalmarkederne er den gennemsnitlige rente steget parallelt med de amerikanske renter, men lande som Nigeria og Brasilien kæmper med ubalancer i hhv. pengepolitikken og på budgettet og straffes derfor med ekstra rentestigninger. De fortsatte prisstigninger i olie og andre råvarer understøttede flere råvareeksporterende lande og flere af disse har haft en god februar trods den eksterne renteuro. Der er fortsat fokus på Covid-udviklingen, hvor flere lande oplever en tredje bølge, mens andre ikke er så påvirkede. Estimater for hvor hurtigt og hvor kraftigt det økonomiske comeback bliver i de en-kelte lande er meget drivende for udviklingen i kreditspænd, renter og valutaer.            

Kreditspændene kørte generelt ind gennem februar, drevet af fornyet optimisme omkring global vækst og Corona-udviklingen.  Olieprisen er fortsat stigende, så energiselskabernes obligationer har generelt klaret sig godt. Ligeledes har selskaber med direkte eksponering mod covid-19 nedlukninger klaret sig godt gennem februar.

 

Vigtig information
Tidligere afkast og kursudvikling kan ikke anvendes som pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. Afkast og/eller kursudvikling kan blive negativ. Ingen oplysninger heri skal opfattes som investeringsrådgivning, og inden køb eller salg bør egen investerings- og skatterådgiver altid kontaktes.