Markedsudvikling - 3. Kvartal 2022

27.10.2022

Markedsudvikling – 3. kvt. 2022
Centralbankernes forsøg på at bekæmpe de højeste inflationsniveauer i flere årtier satte dagsordenen på de finansielle markeder i 3. kvartal. I løbet af kvartalet hævede den europæiske centralbank (ECB) således renten fra -0,50% til 0,75% og afsluttede dermed næsten et årti med negative renter. I USA gik den amerikanske centralbank (FED) også aggressivt til værks og hævede renten fra 1,75% til 3,25% - samtidig med en påbegyndt reduktion af de obligationer, der blev støtteopkøbt under corona-krisen.

Generelt har centralbanker verden over travlt med at stramme pengepolitikken. Sandsynligvis for at undgå tendensen fra 70’erne, hvor høje inflationsniveauer medførte højere lønkrav og dermed startede en negativ spiral, der førte til endnu højere inflationsniveau. Her og nu virker det til, at centralbankernes fokus er rettet mod inflationsbekæmpelse – også selvom det sker på bekostning af en nedgang i væksten.

Indtil midten af august var det markedets forhåbning, at centralbankerne med afsæt i den aftagende vækstudvikling i 1. halvår ville gå mindre aggressivt til værks i forhold til renteforhøjelser. Det udmøntede sig i faldende renter, hvilket gav et pænt comeback til aktiemarkedet (figur 1). Den vurdering blev kraftigt revideret efter det årlige møde for centralbanker i august i USA. Her gjorde både FED og ECB det klart, at inflationsbekæmpelse aktuelt har højeste prioritet, hvilket på ny gav stigende renter og lagde pres på aktiemarkedet i resten af kvartalet.

Figur 1: Udvikling i aktier og obligationer i 3. kvt.


 

Vigtig information
Tidligere afkast og kursudvikling kan ikke anvendes som pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. Afkast og/eller kursudvikling kan blive negativ. Ingen oplysninger heri skal opfattes som investeringsrådgivning, og inden køb eller salg bør egen investerings- og skatterådgiver altid kontaktes.