Markedsudvikling – 4. kvt. 2024
21.01.2025
Det helt store tema på markedet har været præsidentvalget i USA den 5. november. Der var lagt op til ”dødt løb”, men det blev en sikker sejr til Donald Trump, som også fik flertal i begge kamre af Kongressen. Dermed står den nye præsident med meget stærke kort på hånden i forhold til at få gennemført sin politik de kommende år.
Den første reaktion var pæne stigninger på aktiemarkedet i forventning om skattelettelser og mindre regulering. Også dollaren og kryptovalutaer nød godt af valget af Trump og steg pænt i løbet af november måned.
I perioden op til valget så vi stigende renter i USA, som primært var båret af lidt højere inflation end ventet, kombineret med en mindre frygt for recession. I Europa virker økonomien ikke helt så robust, så her var rentestigningerne mere moderate.
Lige efter valget var det i høj grad blandt de mindre virksomheder, at vi så de største stigninger, da disse typisk nyder godt af lavere skatter og mindre regulering.
Men denne tendens er vendt i december, hvor de mindre virksomheder er faldet pænt tilbage, og vi igen oplever, at det er de helt store virksomheder inden for specielt IT, som driver aktiemarkedet højere mod slutningen af 2024.
Figur 1: Udvikling i aktier og obligationer.