Beskatning af kapital-afdelinger

Vores beskrivelse af beskatning er ment som en generel information. I udgangspunktet er indholdet korrekt og ajourført, men vi kan ikke garantere, at indholdet dækker over alle tænkelige situationer. Vi opfordrer dig derfor til at søge individuel skatterådgivning. Vi tager desuden forbehold for eventuelle fejl, mangler, ny skattelovgivning m.v.

Frie midler

  • Investorer hjemmehørende i Danmark, beskattes efter et lagerprincip, der følger investeringsforeningens indkomstår.
  • Gevinst og tab medregnes ved opgørelsen af kapitalindkomsten.

Pensionsmidler

  • Den årlige avance beskattes med 15,3% pensionsafkastskat.
  • Du kan maksimalt investere 20% af din pensionsopsparing i en hedgeafdeling.
  • Pensionsafkastskatten beregnes hvert år i december og betales i januar. Udregningen foretages af dit pengeinstitut. Du skal ikke selvangive noget i den sammenhæng.

Fra et selskab

  • Selskaber beskattes efter lagerprincippet.
  • Gevinst og tab fra afdelingen skal indgå i selskabets skattepligtige indkomst.

Fra virksomhedsordningen

Du kan investere i afdelingen via virksomhedsordningen.

Gevinst og tab fra afdelingen indgår i virksomhedens skattepligtige indkomst.

Børn og unge

Børn og unge har mulighed for at investere i Jyske Invest på to måder:

  • Ved almindelig opsparing eller
  • Ved oprettelse af en skattebegunstiget børneopsparing.

Almindelig opsparing

Børns personfradrag udgør i 2017 33.800 kr. Personfradraget kan anvendes til modregning i barnets gevinster fra andelene.

Skattebegunstiget børneopsparing

Du kan som forældre, bedsteforældre eller værge for barnet oprette en børneopsparingskonto. Der kan oprettes en børneopsparingskonto for hvert barn. Kontoen skal oprettes senest det år, hvor barnet fylder 14 år. Indeståendet på kontoen er bundet i 7 år og kan først udbetales 7 år efter oprettelsen af kontoen, dog tidligst når barnet fylder 14 år og senest i en alder af 21 år.

Hvor meget kan indskydes?

Der kan hvert år indskydes max 3.000 kr. Der kan i alt indskydes 36.000 kr. på børneopsparingskontoen.

Hvor meget skal der betales i skat?

  • Kursgevinster  på andelene er i bindingsperioden skattefrie.

På det aftalte tidspunkt frigives beløbet uden indkomstskatte- eller afgiftspligt. Renter af beløbet på børneopsparingskontoen skal fra datoen for bindingsperiodens ophør medregnes ved barnets indkomstopgørelse. Dette gælder uanset, hvornår renterne faktisk tilskrives.

Bor du i udlandet?

Hvis du ikke er fuld skattepligtig til Danmark, er du ikke skattepligtig til Danmark af den avance du opnår i forbindelse med salget af beviset. Dette gælder uanset om du investerer for frie midler, igennem et selskab eller for pensionsmidler. Vær opmærksom på, at du kan være skattepligtig af avancen i dit bopælsland.