Et marked præget af realkreditobligationer
På det danske obligationsmarked har vi hovedsagligt fokus på realkreditobligationer, som historisk set har givet et merafkast i forhold til statsobligationer, og som vi mener, er næsten lige så sikre. Vores investeringsproces er en bottom-up proces, der består af en kvantitativ og en kvalitativ analyse.
Den kvantitative analyse er bygget op omkring Jyske Banks egenudviklede model og fokuserer på udvælgelse af de mest attraktive obligationssegmenter. Modellens signaler giver os en indikation af, hvilke segmenter der kan skabe merværdi, og fungerer som et tema til den kvalitative analyse.
Systematisk tilgang til obligationsmarkedet
På ugentlige teammøder fastlægger vi vores holdning til de forskellige segmenter, og vi gennemgår signalerne fra den kvantitative model og relevante kvalitative analyser systematisk. Vi arbejder desuden systematisk med temaer, og relevante enkeltpapirer præsenteres. Den overordnede investeringsramme er varighed, men derudover har teamet også specifikke krav til likviditet, OAS-niveauer samt andre nøgletal, hvilket giver et overblik over, hvilke obligationer der er interessante inden for det samlede obligationsunivers. Gennem det arbejde finder vi de bedste segmenter og fastlægger den overordnede portefølje.
Konstruktion af robuste porteføljer
Når segmentfordelingen er fastlagt, finder papirudvælgelsen sted. Den enkelte porteføljemanager står for papirudvælgelsen inden for de givne investeringsrammer.
Porteføljekonstruktionen handler om at optimere porteføljeafkastet givet en fastlagt renterisiko. Den enkelte porteføljemanagers ekspertise kommer især til udtryk i papirudvælgelsen og porteføljekonstruktionen, da der er mange aspekter at tage hensyn til, som ikke kan fanges i kvantitative modeller, og som kræver en dybere analyse. Gennem en systematisk tilgang vurderes alternativer, og de enkelte obligationer, der passer bedst i porteføljen inden for den givne risikoramme, udvælges. Porteføljemanageren vil herefter løbende tilpasse porteføljen alt efter, hvordan markedet udvikler sig.